Ægtefællebidrag: Hvem har ret til ægtefællebidrag?

Af Skøde Centret

Ægtefællebidrag er et økonomisk beløb, som den ene ægtefælle kan blive pålagt at betale til den anden i forbindelse med separation eller skilsmisse. Formålet er at sikre forsørgelse til den part, der har et reelt behov, hvis den anden part har den fornødne økonomiske evne til at betale.

Hvad er ægtefællebidrag?

Under et ægteskab har ægtefæller en lovbestemt pligt til at forsørge hinanden. Denne gensidige forsørgelsespligt sikrer, at begge parter har en passende levestandard under samlivet. Forsørgelsespligten kan i visse situationer fortsætte efter samlivets ophør i form af et ægtefællebidrag. Bidraget fungerer som en økonomisk hjælp til den ægtefælle, der står svagest økonomisk efter bruddet.

I forbindelse med en separation eller skilsmisse skal der tages stilling til, om der skal betales bidrag. Parterne kan selv indgå en aftale om bidragspligten og dens omfang. Kan parterne ikke blive enige, træffes der en afgørelse af myndighederne. Det er udelukkende et spørgsmål om løbende forsørgelse og har ikke noget at gøre med selve delingen af parternes formue.

Bidraget er ikke en automatisk rettighed ved enhver skilsmisse. Det kræver en konkret vurdering af begge parters økonomiske og personlige forhold. Formålet er at afbøde den økonomiske overgang fra at være et ægtepar med fælles økonomi til at være to uafhængige enlige. Lovgivningen lægger vægt på, at begge parter på sigt skal kunne forsørge sig selv.

I praksis ser vi ofte, at spørgsmålet om ægtefællebidrag er et af de mest debatterede emner under en skilsmisse. Det skyldes den direkte og mærkbare indvirkning på begge parters fremtidige rådighedsbeløb. En aftale om bidrag kan have stor betydning for, hvordan den enkelte kan etablere sig i en ny bolig efter bruddet.

Reglerne om ægtefællebidrag gælder udelukkende for personer, der har været gift. Ugifte samlevende har ikke en lovbestemt forsørgelsespligt over for hinanden under samlivet. De kan derfor heller ikke pålægges at betale ægtefællebidrag ved samlivsophævelse, uanset hvor længe de har boet sammen, eller hvor stor forskel der er på deres indtægter.

Betingelser for at få tilkendt ægtefællebidrag

For at få tilkendt ægtefællebidrag skal en række specifikke betingelser være opfyldt i henhold til lovgivningen. Den primære betingelse er, at den ægtefælle, der anmoder om bidrag, har et reelt behov for økonomisk støtte. Det vurderes nøje, i hvilket omfang personen selv kan skaffe sig et tilstrækkeligt underhold ud fra sine egne livsvilkår og indtjeningsmuligheder.

Samtidig er det et ufravigeligt krav, at den anden ægtefælle har den fornødne økonomiske evne til at betale bidraget. Hvis den potentielle betaler har en lav indkomst, høj gæld eller store forsørgerbyrder over for børn, vil der typisk ikke blive pålagt en bidragspligt. Myndighederne sikrer altid, at betaleren har et rimeligt beløb tilbage til sig selv.

Ægteskabets varighed spiller en central rolle i den samlede vurdering. Ved kortvarige ægteskaber på under to til tre år fastsættes der normalt ikke ægtefællebidrag, da parterne forventes hurtigt at kunne vende tilbage til deres oprindelige økonomiske udgangspunkt. Jo længere ægteskabet har varet, desto større er sandsynligheden for, at der etableres en bidragspligt.

Der tages desuden hensyn til, om den ægtefælle, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende for at kunne forsørge sig selv fremadrettet. Dette gælder især, hvis personen har været uden for arbejdsmarkedet i en længere periode for at passe fælles børn eller støtte den andens karriere.

Denne skilsmisse guide kan give et overordnet indblik i de mange elementer, der skal tages stilling til, når et ægteskab opløses. Det er afgørende at få klarlagt betingelserne tidligt i forløbet for at skabe forudsigelighed for begge parter.

Hvor længe skal ægtefællebidraget betales?

Varigheden af en bidragspligt afhænger af de konkrete omstændigheder i det enkelte ægteskab og parternes fremtidsudsigter. Udgangspunktet i lovgivningen er, at der kun pålægges bidragspligt for et bestemt tidsrum. Dette tidsrum kan som hovedregel ikke overstige 10 år, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder, der taler for en længere periode.

En bidragsperiode på op til 10 år anvendes typisk efter meget lange ægteskaber, hvor den ene part har været hjemmegående eller har haft nedsat arbejdstid i en lang årrække. I mange tilfælde fastsættes perioden dog til et kortere tidsrum, for eksempel et til fem år, afhængigt af modtagerens alder og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Formålet med den tidsbegrænsede periode er at give modtageren en rimelig frist til at etablere sig på arbejdsmarkedet, tage en uddannelse og blive selvforsørgende. Bidraget fungerer dermed som en overgangsordning snarere end en varig forsørgelse. Lovgivningen har et klart sigte mod, at begge parter bliver økonomisk uafhængige af hinanden.

Der kan forekomme særlige omstændigheder, hvor bidragspligten fastsættes uden tidsbegrænsning. Dette er dog en undtagelse og ses primært ved ægteskaber af meget lang varighed, hvor modtageren på grund af høj alder, svigtende helbred eller manglende erhvervserfaring ikke har en reel mulighed for nogensinde at opnå selvforsørgelse.

Når den fastsatte periode udløber, ophører betalingspligten helt automatisk. Parterne behøver ikke at foretage sig yderligere eller indbringe sagen for myndighederne for at stoppe betalingerne på dette tidspunkt. Det giver en klar slutdato for den økonomiske forpligtelse mellem de tidligere ægtefæller.

Hvordan fastsættes bidragets størrelse?

Størrelsen på ægtefællebidraget fastsættes ud fra en konkret beregning af parternes indtægter og økonomiske formåen. Hvis parterne ikke selv indgår en aftale om beløbet, vil myndighederne træffe en afgørelse baseret på faste retningslinjer og beregningsmodeller. Formålet er at sikre en ensartet og retfærdig fastsættelse på tværs af sager.

Bidraget udgør typisk en femtedel af forskellen mellem parternes indtægter. Der er dog et loft over, hvor meget betaleren kan pålægges at betale. Betaleren skal altid have et rimeligt beløb tilbage til eget underhold, hvilket kaldes et rådighedsbeløb. Hvis betalerens indkomst er lav, vil bidraget blive reduceret tilsvarende.

Ved beregningen af indtægtsgrundlaget indgår alle former for skattepligtig indkomst. Dette omfatter almindelig lønindkomst, overskud af selvstændig virksomhed, pensionsudbetalinger og visse sociale ydelser. Fradragsberettigede udgifter kan i nogle tilfælde påvirke beregningen, ligesom der tages højde for eventuelle børnebidrag, som betaleren også skal udrede. Skatteforholdene spiller også ind, da udbetalt ægtefællebidrag er fradragsberettiget for betaleren og skattepligtigt for modtageren.

Det er vores erfaring, at parterne ofte opnår det mest fleksible resultat ved selv at aftale bidragets størrelse. En privat aftale giver mulighed for at tage højde for specifikke udgifter og behov, som myndighedernes standardberegninger ikke nødvendigvis rummer. Det kan skabe en mere holdbar løsning for begge parter.

Ændring af aftaler og afgørelser om bidrag

En aftale eller en afgørelse om ægtefællebidrag er ikke nødvendigvis statisk for evigt. Den kan ændres, hvis der opstår væsentlige ændringer i parternes økonomiske eller personlige forhold. Dette gælder både selve bidragspligten som helhed og det konkrete beløb, der skal betales hver måned.

En afgørelse truffet af myndighederne kan ændres, hvis omstændighederne taler for det. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis betaleren mister sit arbejde og går markant ned i indtægt, eller hvis modtageren får en væsentlig indtægtsfremgang og dermed bliver i stand til at forsørge sig selv. Myndighederne vil altid foretage en ny beregning baseret på de aktuelle tal for at vurdere, om ændringen er stor nok til at justere bidraget.

Har parterne selv indgået en aftale om bidrag, kan denne ændres, hvis det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen. Der stilles strenge krav til beviset for, at forholdene har ændret sig tilstrækkeligt til at tilsidesætte en indgået aftale.

En aftale indgået med henblik på separation eller skilsmisse kan desuden ændres eller erklæres uforbindende, hvis den skønnes at have været urimelig for den ene ægtefælle allerede på tidspunktet for dens indgåelse. Dette beskytter parter, der har skrevet under på urimelige vilkår under pres.

Følgende situationer kan typisk begrunde en ændring af bidraget:

• Væsentlig nedgang i betalerens indkomst, for eksempel ved ufrivillig arbejdsløshed eller langvarig sygdom.
• Væsentlig stigning i modtagerens indkomst, som gør personen helt eller delvist selvforsørgende.
• Betalerens overgang til folkepension, hvilket ofte ændrer indtægtsgrundlaget markant for begge parter.

Hvornår bortfalder pligten til at betale?

Pligten til at betale ægtefællebidrag kan bortfalde helt, selvom den fastsatte bidragsperiode endnu ikke er udløbet. Loven opstiller specifikke situationer, hvor betalingspligten automatisk ophører uden behov for en ny afgørelse fra myndighederne. Dette sikrer, at betaleren ikke hæfter for forsørgelse under urimelige vilkår.

Bidragspligten bortfalder endegyldigt, hvis den ægtefælle, der modtager bidraget, indgår et nyt ægteskab. Fra datoen for vielsen overtager den nye ægtefælle den lovbestemte forsørgelsespligt, og den tidligere ægtefælle har dermed ikke længere pligt til at betale underhold. Dette gælder uanset den nye ægtefælles indkomst.

Pligten til at betale bidrag bortfalder også, hvis en af ægtefællerne afgår ved døden. Bidragspligten er en strengt personlig forpligtelse, som ikke overgår til betalerens dødsbo. På samme måde overgår retten til at modtage bidrag ikke til modtagerens arvinger, da behovet for forsørgelse ophører ved dødsfaldet.

Hvis modtageren etablerer et fast samlivsforhold af ægteskabslignende karakter med en ny partner, bortfalder bidragspligten ikke automatisk. Betaleren kan dog ansøge myndighederne om at få bidraget nedsat til nul kroner, så længe samlivet består, da modtageren i denne situation opnår en økonomisk fordel ved at dele husstand. Det kræver dog, at samlivet har en vis fasthed og varighed, før myndighederne vil lade det påvirke bidragsbetalingen.

I forbindelse med ændringer i familiestrukturen og bortfald af bidrag kan det være relevant at overveje, om man skal indsætte begunstiget på forsikring og pension for at sikre de rette efterladte i den nye livssituation.

Processen hos Familieretshuset

Sager om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag behandles i første instans af Familieretshuset. Det er her, ansøgningen skal indgives, hvis parterne ikke selv kan nå til enighed om vilkårene for deres fremtidige økonomi. Myndigheden fungerer som den administrative indgang til det familieretlige system.

Ansøgningen skal indgives digitalt via den selvbetjeningsløsning, som Familieretshuset stiller til rådighed. Ansøgninger, der indsendes på anden vis, vil som udgangspunkt blive afvist, medmindre der foreligger særlige forhold, der fritager borgeren for kravet om digital kommunikation. Der opkræves et gebyr for behandlingen af sagen.

Familieretshuset indhenter de nødvendige økonomiske oplysninger til brug for sagsbehandlingen. Myndigheden har direkte terminaladgang til indkomstregisteret hos skatteforvaltningen og kan dermed verificere parternes indtægtsforhold hurtigt og effektivt. Dette sikrer, at afgørelsen træffes på et korrekt og opdateret faktuelt grundlag.

Hvis parterne er uenige om vilkårene for separation eller skilsmisse, herunder ægtefællebidraget, kan Familieretshuset indkalde til en vilkårsforhandling. Her forsøger en sagsbehandler at hjælpe parterne med at indgå en frivillig aftale gennem dialog og vejledning om gældende retspraksis. En frivillig aftale er ofte at foretrække, da det mindsker konfliktniveauet og giver parterne ejerskab over løsningen.

Kan der ikke opnås enighed under vilkårsforhandlingen, træffer Familieretshuset en afgørelse. Denne afgørelse kan efterfølgende indbringes for familieretten, hvis en af parterne ønsker domstolenes prøvelse af sagen.