En ægtepagt er en skriftlig aftale mellem ægtefæller, hvor de beslutter, hvordan deres formue skal fordeles, hvis ægteskabet ophører – enten ved skilsmisse eller død. Aftalen har stor betydning for fast ejendom, fordi ejendomme ofte udgør den væsentligste del af ægtefællernes samlede formue. Med en ægtepagt kan man sikre, at en bestemt ejendom ikke skal deles med den anden part, men i stedet forbliver hos én af ægtefællerne.
Uden ægtepagt gælder formuefællesskab, hvilket betyder, at begge ægtefællers værdier – herunder fast ejendom – som udgangspunkt skal deles ligeligt ved separation, skilsmisse eller død. Det gælder uanset, hvem der har betalt for ejendommen, eller hvem der står som ejer.
Med en ægtepagt kan man fravige formuefællesskabet og indføre særeje. Det gør det muligt at bestemme, at én bestemt ejendom ikke skal indgå i delingen. Det kan fx være en ejendom, som er arvet eller købt for egne midler, og som man ønsker at beholde fuldt ud, hvis ægteskabet opløses.
Der er mange grunde til at indgå en ægtepagt, når det gælder fast ejendom:
- Man ejer en bolig, inden ægteskabet indgås
- Man ønsker at sikre en bestemt ejendom til egne børn fra tidligere forhold
- Man har arvet eller købt fast ejendom med egne midler og vil undgå deling
- Man driver virksomhed fra en erhvervsejendom og ønsker kontrol over den
For at være gyldig skal en ægtepagt tinglyses i personbogen. Det betyder, at den bliver registreret offentligt og dermed retsgyldig over for omverdenen, herunder kreditorer.
Fuldstændigt særeje og dets betydning for fast ejendom
Fuldstændigt særeje er en type særeje, hvor en bestemt formue – herunder fast ejendom – forbliver én ægtefælles alene, uanset om ægteskabet ophører ved skilsmisse eller død. Den anden ægtefælle har ingen krav på ejendommen, uanset hvordan ægteskabet slutter.
Ved fuldstændigt særeje indgår ejendommen ikke i delingsgrundlaget. Hvis ægtefællerne går fra hinanden, beholder den, som har særeje, ejendommen uden at skulle kompensere den anden. Hvis den særejeberettigede ægtefælle dør først, går ejendommen ikke automatisk til den længstlevende. Den indgår i stedet i afdødes dødsbo og fordeles i henhold til testamente eller arveloven.
Eksempel: En ægtefælle ejer en sommerbolig, som vedkommende har arvet fra sine forældre. Der oprettes ægtepagt med fuldstændigt særeje. Hvis ægteskabet ophører, forbliver sommerhuset vedkommendes ejendom. Den anden part har ikke krav på del i værdien.
Dette kan være fordelagtigt i familier med særbørn, hvor man ønsker at sikre arven går videre i blodlinjen. Men det kan også skabe udfordringer for den længstlevende ægtefælle, som ikke nødvendigvis har ret til at blive boende i ejendommen.
Fuldstændigt særeje giver fuld kontrol over ejendommens fremtid, men fjerner samtidig den beskyttelse, som ellers gælder for ægtefæller ved dødsfald. Derfor bør man nøje overveje, hvordan man kombinerer særejet med eventuel testation af ejendommen i et testamente.
Skilsmissesæreje og dets rolle i ejendomsbeskyttelse
Skilsmissesæreje er en form for særeje, hvor ejendommen ikke skal deles ved skilsmisse, men stadig indgår i delingen ved død. Det giver en balance mellem at beskytte ejendommen i tilfælde af samlivsophør, samtidig med at man ikke udelukker den anden ægtefælle ved dødsfald.
Denne type særeje er særlig relevant, når man ønsker at beskytte fast ejendom i tilfælde af skilsmisse, men samtidig ønsker at sikre ægtefællen ved død. Det kan være aktuelt, hvis man fx har børn fra tidligere forhold, men samtidig ønsker at ens nuværende ægtefælle kan arve og blive i hjemmet, hvis man går bort.
Eksempel: En person ejer et parcelhus og ønsker at sikre det ved skilsmisse, men ikke udelukke sin ægtefælle helt ved død. Med skilsmissesæreje indgår huset ikke i delingen ved skilsmisse, men bliver en del af fællesformuen ved dødsfald, så den anden ægtefælle får andel gennem arv.
Fordele ved skilsmissesæreje i forhold til fast ejendom:
- Beskytter ejendom ved skilsmisse
- Giver mulighed for deling ved død
- Mindsker risiko for konflikt ved separation
- Bevarer arveret for ægtefælle
Skilsmissesæreje er fleksibelt og kan kombineres med bestemmelser i testamente, så man får præcis den beskyttelse og fordeling, man ønsker. Det er en løsning, som ofte vælges af samlevende med forskellig økonomisk baggrund, hvor én part ejer fast ejendom ved ægteskabets indgåelse.
Kombinationssæreje og hvordan det påvirker ejendomsfordelingen
Kombinationssæreje – også kaldet ægtefællebegunstigende særeje – er en blanding af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Ved skilsmisse gælder særejet, så ejendommen holdes uden for deling. Men ved død bliver særejet til fælleseje for den længstlevende ægtefælle. Det betyder, at den længstlevende får mulighed for at udtage hele ejendommen uden deling med afdødes arvinger.
Denne model er særligt populær, fordi den kombinerer økonomisk beskyttelse ved skilsmisse med økonomisk tryghed for den længstlevende. Fast ejendom, som er omfattet af kombinationssæreje, kan således blive i familien og samtidig give fleksibilitet i boopgørelsen.
Eksempel: En ægtefælle ejer en landejendom, som ønskes holdt uden for deling ved skilsmisse. Samtidig ønsker man, at den anden ægtefælle kan overtage ejendommen uden indblanding fra børnene ved dødsfald. Med kombinationssæreje opnår man begge dele.
Ved kombinationssæreje får den længstlevende ret til at:
- Udtage ejendommen som sit fulde særeje
- Beholde ejendommen uden betaling til arvinger
- Bestemme, hvordan ejendommen efterfølgende skal overdrages
Kombinationssæreje giver altså stor fleksibilitet og kontrol over fast ejendom. Det er en populær løsning, når man ønsker at tilgodese både sig selv og sin ægtefælle – uanset hvordan ægteskabet måtte ende.
Denne type særeje kræver dog præcis formulering i ægtepagten, så det klart fremgår, hvad der gælder ved død, og hvad der gælder ved skilsmisse. Særligt for ejendomme af stor værdi er det vigtigt at undgå tvivl eller fortolkningstvivl.