Forside » Ordbog » b » Bankgaranti i bolighandel – Hvordan bruges en bankgaranti?
Vi håber, at denne artikel kan hjælpe dig. Har du brug for hjælp til skødeskrivning, kan du finde en skødepakke, der passer til dine behov her.

Bankgaranti i bolighandel – Hvordan bruges en bankgaranti?

bankgaranti

Af Skøde Centret

En bankgaranti er en sikkerhed for købesummens betaling, og anvendes ved køb af fast ejendom. Bankgarantien laves af købers bank og stilles overfor sælger/sælgers bank i forbindelse med en bolighandel.

Da man som køber kun betaler udbetalingen på ca. 5% af købesummen i første omgang, mangler sælger sikkerhed for, at de resterende ca. 95 % af købesummen bliver betalt. Og da restkøbesummen normalt først betales pr. overtagelsesdagen, kan der gå lang tid før sælger får disse penge.

Denne usikkerhed løses via en bankgaranti.

Når købers bank har stillet en bankgaranti, garanterer banken for at restkøbesummen bliver betalt pr. overtagelsesdagen.

Hvornår skal bankgarantien stilles?

Det er normalt aftalt i købsaftalen hvornår bankgarantien skal stilles. Typisk skal den stilles 8-10 hverdage efter at begge parter har underskrevet købsaftalen.

Bankgarantien kan ikke stilles før der er indgået en aftale, og det er derfor ikke nok, at det kun er dig eller sælger der har underskrevet aftalen.

Hvad koster en bankgaranti?

Det er meget forskelligt hvad en bankgaranti koster, da det afhænger af hvor meget der skal stilles sikkerhed for, samt hvem banken er. Man er derfor nødt til at høre banken hvor meget de tager for bankgarantien.

Er der et alternativ til en bankgaranti?

Hvis du vil undgå udgifterne til en bankgaranti, er der den mulighed, at du i stedet deponerer købesummen i sælgers bank indenfor samme tidsfrist som der var stillet for bankgarantien. Det vil sige, at du deponerer købesummen tidligere end ellers planlagt, da du normalt først skal deponere købesummen pr overtagelsesdagen.

Dette kan være praktisk, hvis der kun er relativ kort tid til overtagelsesdagen, fx 1-2 måneder. I så fald mister du ikke alverden i renteudgifter ved at deponere købesummen før tid. Det er ofte være billigere end at betale for en bankgaranti.

Skal du have ændret et skøde?

Find skødepakke der passer til dine behov:

Scroll to Top