Børn født uden for ægteskab har som udgangspunkt samme arveret som andre. Men historiske skæringsdatoer og krav om faderskab kan ændre resultatet.
Hvad er hovedreglen for arveret til børn født uden for ægteskab?
Udgangspunktet i dag er enkelt: Børn født uden for ægteskab arver på lige fod med børn født i ægteskab. Det er ikke forældrenes samlivsform, der bestemmer, om et barn er livsarving. Livsarving betyder, at barnet står først i arverækken sammen med eventuelle søskende – uanset om forældrene har været gift eller ej.
Skal boligen skifte ejer?
Der er dog vigtige historiske undtagelser. Lovgivningen har ændret sig flere gange, og derfor afhænger arveretten af fødselsdato, og af om faderskabet er fastslået. For arveret efter faren (og hans slægt) kræves der et anerkendt eller fastslået faderskab. Er faderskabet ikke på plads, kan arveretten falde bort – selv om alle i familien “ved”, hvem faren er.
Når arven omfatter bolig, bliver det konkret: Skal et barn arve en andel af et hus, indtræder barnet i arven på lige vilkår med andre livsarvinger. Det kan udløse del i dødsboet, behov for salg eller overtagelse, finansiering og tinglysning. I praksis afventer skifteretten derfor altid klar dokumentation for faderskabet, før arven fordeles.
Som tommelfingerregel kan du tænke sådan her:
- Født før 1. januar 1938: Ingen arveret efter faren, medmindre barnet senere blev legitimeret (fx ved ægteskab, registrering eller kongelig bevilling).
- Født 1938–1960: Arveret forudsætter anerkendt/fastslået faderskab. “Bidragspligtig uden faderskab” gav ikke arveret.
- Født fra 1. januar 1961: Arveret, hvis faderskab er anerkendt eller fastslået.
Vær også opmærksom på forskellen mellem barns arveret og samleveres manglende indbyrdes arveret. Hvis boet også berører en samlever, så læs om ugifte samlevende og arv.
Hvad betyder skæringsdatoerne 1938 og 1961 for din sag?
To datoer går igen i praksis: 1. januar 1938 og 1. januar 1961. De afspejler skift i lovgivningen om børn født uden for ægteskab.
Født før 1. januar 1938: Udgangspunktet var, at barnet ikke arvede efter faren eller farens slægt. Barnet kunne dog blive arveberettiget, hvis faderskab senere blev etableret gennem ægteskab (forældrene giftede sig), registrering eller kongelig legitimering. Konsekvensen ses stadig i dødsboer i dag, hvor ældre slægtninge dør: Der skal ledes efter legitimering i de gamle personregistre.
Født 1938–1960: Barnet kunne få arveret efter faren, hvis faderskabet var anerkendt eller fastslået. En “udlagt bidragspligtig” (en mand, der blev pålagt at betale børnebidrag uden at være fastslået far) gav derimod ikke arveret. Det skaber i dag tvivl i boer, hvis dokumentationen kun viser bidragspligt og ikke faderskab.
Født fra 1. januar 1961: Her er linjen klarere. Arveretten følger af et anerkendt eller fastslået faderskab. I praksis betyder det, at der skal ligge en faderskabserklæring eller en afgørelse (evt. en dom) – ellers er der ingen arveret efter faren.
To eksempler fra praksis gør forskellen tydelig:
Eksempel 1: Barn født i 1935. Forældrene gifter sig i 1940. Ved farens død i 1990 arver barnet som ægtebarn, fordi legitimeringen skete ved ægteskab.
Eksempel 2: Barn født i 1958. Der er udlagt bidragspligtig i 1959, men faderskab blev aldrig fastslået. Da den pågældende mand dør i 2023, har barnet ikke arveret efter ham eller hans slægt.
Hvordan bliver faderskabet fastslået, og hvorfor er det afgørende?
Faderskab er nøglen til arveret efter far og fars slægt. Uden faderskab – ingen arv efter den side. Skifteretten vil altid se efter registrering i CPR, faderskabserklæring, dom eller lignende dokumentation, før arven fordeles. I tvivlssager sætter man ofte arvesagen i bero, indtil faderskabet er på plads.
Faderskab kan normalt fastslås på flere måder:
- Ved forældrenes ægteskab, når barnet fødes i ægteskabet – eller ved efterfølgende ægteskab (historisk “legitimering”).
- Ved skriftlig erkendelse (faderskabserklæring), som registreres.
- Ved afgørelse/domsafgørelse – ofte efter genetiske undersøgelser.
- I særlige sager efter mandens død, hvor retten kan tillade, at der indhentes bevis fra nære slægtninge.
Derfor bør du sikre dokumentation tidligt. En anerkendelse eller afgørelse skaber klarhed og undgår tvivl, når boet en dag skal gøres op.
Hvordan fungerede legitimering ved ægteskab og kongelig bevilling?
Legitimering er den historiske betegnelse for at gøre et barn “ægtebarn” i juridisk forstand – og dermed give arv efter faren som udgangspunkt. Der var typisk to veje: forældrenes ægteskab eller kongelig bevilling (kongelig legitimering).
Ved ægteskab: Hvis forældrene giftede sig efter barnets fødsel, kunne barnet blive legitimeret og dermed ligestillet med ægtefødte børn. I praksis blev det noteret i kirkebøger/personregisteret. Effekten var fuld arveret efter faren og hans slægt på lige fod med andre ægtebørn.
Kongelig bevilling: I særlige sager kunne man søge om kongelig legitimering. Det var en administrativ proces, hvor myndighederne vurderede, om barnet skulle anses som legitimt. I dag er ordningen historisk. Du kan dog stadig støde på den i gamle dokumenter – især når der behandles dødsboer med rødder tilbage til første halvdel af 1900-tallet.
Hvordan dokumenterer du legitimering i dag? Du vil ofte lede i:
1) Personregister/CPR for notater om legitimering eller anerkendelse. 2) Ældre kirkebøger og vielsesattester. 3) Eventuelle bevillinger eller afgørelser fra arkiver.
Praktisk betydning: Finder du legitimering for et barn født før 1. januar 1938, kan barnet have fuld arveret efter faren. Finder du den ikke, er udgangspunktet ingen arveret efter farens side. Det er netop her, historiske undtagelser stadig afgør moderne boer – ofte med stor betydning for fordelingen af en ejendom eller opsparing.
Hvad indebærer moderens oplysningspligt, og hvad hvis hun tier?
Moderen har efter familieretten pligt til at medvirke til at få fastslået faderskabet. Det betyder i praksis, at hun skal oplyse myndighederne om mulige fædre og i det hele taget samarbejde om sagen. Formålet er at sikre barnets ret – både menneskeligt og økonomisk.
Hvis moderen ikke kan eller vil oplyse farens identitet, og faderskabet ikke kan fastslås på anden måde, står barnet uden arveret efter faren og hans slægt. Det gælder, selv om moderen kender farens navn, men ikke medvirker. Myndighederne kan i nogle sager pålægge moderen at medvirke – i yderste fald med tvangsbøder – men uden konkrete spor at forfølge, kan sagen løbe ud i sandet.
Konsekvenserne kan være store. Uden faderskab mister barnet ikke bare arveret efter faren, men også retten til at træde ind i farens familiegren. I et dødsbo kan det betyde, at et barn ikke får del i en bolig, en virksomhed eller opsparing, som ellers ville være naturlig arv.
Eksempel: En mor fra 1960’erne nægtede at udtale sig, og myndighederne udpegede kun en “bidragspligtig” – ikke en far. Da den pågældende mand døde mange år senere, var der ingen arveret for barnet. Havde moderen medvirket til en egentlig faderskabssag, kunne resultatet have været anderledes.
Det er værd at overveje at sikre barnet ad andre veje – fx via testamente, mens sagen om faderskab kører. Læs mere om former for testamente her: vidnetestamente.
Hvordan håndterer skifteretten et dødsbo med uklart faderskab?
Når en mand dør, og der dukker et muligt barn født uden for ægteskab op, ser skifteretten først på dokumentation. Kan faderskab og slægtskab bevises, behandles barnet som livsarving. Kan det ikke, behandles barnet ikke som arving. I tvivlssager sættes boet ofte i bero, til der er afklaring.
I praksis sker der typisk dette:
- Skifteretten undersøger CPR, personregister og eventuelle faderskabsafgørelser.
- Er der tvivl, opfordres parterne til at rejse faderskabssag, evt. med genetiske undersøgelser.
- Boet kan helt eller delvist stilles i bero, mens sagen kører.
- Når der foreligger afklaring, udsteder skifteretten en skifteretsattest med de rette arvinger.
Hvis boet indeholder fast ejendom, kan manglende afklaring stoppe et planlagt salg eller en overtagelse, indtil arveforholdet er på plads. Det skyldes, at man først skal vide, hvem der kan underskrive på vegne af boet og modtage provenu – ellers risikerer man ugyldighed eller krav fra “glemte” arvinger.
Eksempel: En ejendom skal sælges fra et dødsbo. Et muligt barn henvender sig, men har ingen dokumenter. Boet sættes i bero, mens der føres faderskabssag. Viser testen slægtskab, bliver barnet medarving, og salget kan herefter gennemføres med korrekt fordeling. Falder beviset, fortsætter boet uden det pågældende barn.
I sjældne sager kan skifteretten godkende midlertidige dispositioner, hvis værdier risikerer at forringes, men det forudsætter, at arvingerne – dem, der allerede er sikre – er enige.
Hvilke valg har du i dag – og bør reglerne ændres?
Selv om hovedreglen i dag er ligestilling, opstår tvister stadig i dødsboer med rødder før 1961. Du kan forebygge meget med klar dokumentation og en smule forudseenhed.
Overvej disse greb, hvis du vil undgå usikkerhed:
1) Sørg for registreret faderskab hurtigst muligt – uanset forældrenes samlivsform. 2) Brug testamente til at sikre et barn, mens faderskabssagen kører. 3) Hvis du selv er barn født i “gråzonen”, så undersøg arkiverne for legitimering eller faderskabserklæring.
Et testamente kan ikke ændre på tvangsarv til andre livsarvinger, men det kan give barnet en sikker andel eller klare spilleregler omkring familieboligen. Se mere om børn uden for forholdet i arvesammenhæng her: særbørn og arveregler, og om simple former for testamente her: vidnetestamente. Lever du i et papirløst forhold, bør du samtidig tænke over sikring af din partner: ugifte samlevende og arv.
