Hvis kun den ene ægtefælle står på skødet – hvad er konsekvensen?

Af Skøde Centret

Det forekommer ofte, at en fast ejendom (f.eks. hus eller ejerlejlighed) kun er tinglyst i den ene ægtefælles navn. Dette rejser spørgsmål om, hvilke rettigheder den anden ægtefælle har til ejendommen – især hvis ægteskabet opløses ved separation/skilsmisse, eller hvis en af ægtefællerne afgår ved døden. Under dansk ret afhænger meget af, om parret har almindeligt formuefællesskab (delingsformue) eller har indgået særlige aftaler (ægtepagt) om særeje.

Nedenfor redegøres for den formelle ejers juridiske position, hvordan ejendommen indgår i bodeling ved separation/skilsmisse, hvad der sker med ejendommen ved dødsfald (under henholdsvis fælleseje og særeje), samt betydningen af eventuelle ægtepagter og særejeformer.

Den formelle ejer på skødet – juridisk særstilling

At være anført som ene-ejer på skødet betyder, at den pågældende ægtefælle juridisk set ejer ejendommen og har råderet over den i det daglige. Ejeren kan fx optage lån med pant i huset eller indgå aftaler om salg. Dette ejerskab er dog underlagt visse vigtige begrænsninger, når man er gift. Ifølge loven kan en ægtefælle ikke uden den andens samtykke sælge eller belåne familiens helårsbolig, hvis boligen tilhører parrets delingsformue.

Den anden ægtefælle skal med andre ord godkende sådanne dispositioner over fælles hjemmet, ellers kan de omstødes (dvs. erklæres ugyldige). Denne beskyttelsesregel gælder kun, hvis boligen er omfattet af formuefællesskabet – har man derimod ved ægtepagt gjort ejendommen til særeje, kræves der ikke samtykke fra den anden i tilfælde af salg eller pantsætning.

Den formelle ejer hæfter som udgangspunkt alene for gæld, der er knyttet til ejendommen. Står kun den ene på skødet (og på lånene), kan kreditorer kun gøre udlæg i ejendommen for den pågældendes personlige gæld.

Omvendt kan den ikke-ejende ægtefælles kreditorer ikke direkte søge mod ejendommen, da vedkommende ikke ejer den. Dette kan være en faktor for ægtefæller med økonomisk risiko – fx hvis den ene driver virksomhed med risiko for kreditorfordringer, vælger nogle at lade den anden stå som ejer af huset for at beskytte det mod eventuelle krav.

Man skal dog være opmærksom på, at hvis ejer-ægtefællen har stor personlig gæld, kan det stille den anden ægtefælle ugunstigt: Ejerskab i den ene parts navn betyder, at hele ejendomsværdien først dækker ejerens kreditorer.

Sammenfattende har den tinglyste ejer kontrol over ejendommen i det daglige, men ejerskabet giver ikke frit spillerum til at disponere over en fælles bolig uden hensyn til ægtefællen. Desuden ændrer det formelle ejerskab ikke ved, at ejendommens værdi som udgangspunkt tilhører begges fælles økonomi, medmindre andet er aftalt.

Bodeling ved separation og skilsmisse

Udgangspunktet i dansk ret er formuefællesskab (nu kaldet delingsformue). Det betyder, at værdien af hver ægtefælles formue skal deles lige ved ægteskabets ophør, uanset hvem der formelt ejer de enkelte aktiver. Hvis kun den ene ægtefælle står på skødet, men parret ikke har aftalt særeje, vil ejendommen indgå i bodelingen på lige fod med alt andet fællesbo.

Begge parters bodele opgøres ved separation/skilsmisse: man opstiller hver ægtefælles aktiver og trækker deres gæld fra for at finde nettoværdien. Har begge en positiv nettoformue, skal disse nettoformuer deles ligeligt mellem dem.

Det indebærer, at ejendomsværdien også deles. Den ægtefælle, der ikke står på skødet, har altså krav på sin andel af husets friværdi ved skilsmisse. Det forhold, at vedkommendes navn ikke står på skødet, betyder ikke, at han/hun går glip af værdien – der sker økonomisk udligning imellem ægtefællerne.

I praksis kan den ægtefælle, som ønsker at beholde huset, overtage ejendommen mod at “købe” den anden ægtefælle ud, typisk ved at overtage eventuel gæld og udbetale halvdelen af nettoværdien (friværdien) til den anden. Alternativt må ejendommen sælges, og provenuet deles lige.

Man skal dog være opmærksom på, at delingen sker af nettoværdier. Hvis den ægtefælle, der ejer huset, også har væsentlig mere gæld end den anden, kan det reelt ende med, at den ikke-ejende ægtefælle får en mindre andel – måske slet ingen – af husets friværdi. Årsagen er, at ejerens gæld fratrækkes i vedkommendes bodel, inden der deles.

Eksempelvis: står huset i mandens navn, og han har stor personlig gæld, kan hans nettoformue være lav eller negativ, selv om der er friværdi i huset. I en sådan situation vil der muligvis ikke være noget overskud at overføre til hustruens bodel ved ligedelingen. Omvendt, hvis begge parter har sunde økonomier uden betydelig ubalanceret gæld, vil det faktum, at kun den ene stod på skødet, ikke have nogen økonomisk konsekvens – værdien deles som om I ejede den i fællesskab.

Hvis ejendommen derimod er gjort til særeje for den formelle ejer (fx ved ægtepagt eller fordi den er købt for midler, der var særeje), gælder andre regler. Da indgår husets værdi ikke i ligedelingen ved skilsmisse. Den ægtefælle, i hvis særeje huset er, beholder hele ejendommens værdi for sig selv, og den anden har ingen krav på friværdien.

Det skal understreges, at særeje kun opstår, hvis parret aktivt har valgt det (eller hvis ejendommen er finansieret med arv/gave der var særeje). Har man ikke aftalt særeje, er ejendommen en del af fællesboet uanset om skødet kun angiver den ene som ejer.

Ved både separation og skilsmisse gælder i princippet de samme bodelingsregler. En separation er en foreløbig opløsning af samlivet – hvis den efterfølges af skilsmisse, deles formuen som beskrevet. (Forbliver parret separeret uden skilsmisse, kan boet også deles på separationstidspunktet efter ønske). Det væsentlige er, at ejerskabet ifølge tinglysningen ikke ændrer, at ejendommen behandles som et fælles aktiv under formuefællesskab, medmindre der foreligger særeje.

Ejendommens behandling ved dødsfald

Når en af ægtefællerne dør, skal der skiftes bo mellem den længstlevende ægtefælle og afdødes eventuelle arvinger. Hvis ægtefællerne havde formuefællesskab (delingsformue), betyder det, at fællesboet først deles ligesom ved en skilsmisse: halvdelen af nettoværdien tilfalder den efterlevende ægtefælle som sin boslod, og den anden halvdel udgør afdødes bos del, som skal fordeles via arv. Det gælder også ejendommen – selvom kun den ene stod som ejer, anses ejendommens værdi for at tilhøre fællesboet og deles.

Den efterlevende ægtefælle har som udgangspunkt ret til at udtage ejendommen, dvs. overtage huset på sin hånd, mod at der sker en tilsvarende udligning til boet for at sikre, at øvrige arvinger får, hvad de skal have. I praksis udstedes en skifteretsattest, der bekræfter den efterlevendes ejendomsret, hvis vedkommende overtager huset.

Den efterlevende ægtefælle har desuden en særlig mulighed, hvis der kun findes fælles børn: retten til at sidde i uskiftet bo. Uskiftet bo betyder, at hele det fællesbo, ægtefællerne havde, ikke deles med børnene ved førstafdødes død – den længstlevende overtager alle aktiver og passiver ubeskåret. I så fald forbliver ejendommen hos længstlevende uden at der skal udbetales arv til børnene på det tidspunkt.

Denne løsning kræver, at alle afdødes børn også er børn af længstlevende (fælles livsarvinger). Har afdøde derimod børn fra et tidligere forhold (særbørn), kan disse forlange deres arv med det samme, og uskiftet bo er da kun en mulighed, hvis særbørnene giver samtykke (hvilket de ikke altid vil gøre).

Hvis den ægtefælle, der stod som eneejer af ejendommen, dør, og der ikke var særeje, vil ejendommen altså indgå i bodelingen og dernæst arveudlægget. Den efterlevende ægtefælle arver efter loven normalt halvdelen af afdødes boslod, hvis der er børn (ellers arver længstlevende alt). Det betyder, at længstlevende som minimum vil eje 3/4 af ejendommen efter skifte, hvis der også er fælles børn (1/2 via boslod + 1/4 via arv fra afdøde).

Havde parret oprettet testamente til fordel for længstlevende, kan ægtefællens andel blive endnu større. Det afgørende er, at den formelle tinglysning af ejerskabet ikke reducerer længstlevendes ret: økonomisk vil vedkommende normalt stå stort set lige så godt, som hvis han/hun havde været medejer af huset. Forudsætningen for dette er dog, at boet ikke er insolvent – hvis afdødes gæld æder en stor del af værdierne, vil det selvfølgelig påvirke, hvad der kan gå i arv til ægtefællen.

Er begge parters nettobodele positive og rimeligt sunde, bliver arvens fordeling den samme, uanset om begge eller kun den ene stod på skødet.

Anderledes kan det stille sig, hvis ejendommen var særeje tilhørende afdøde. Ved fuldstændigt særeje indgår ejendommen ikke i nogen ligedeling med længstlevende; hele værdien forbliver i afdødes eget bo til fordeling mellem arvingerne. Længstlevende har da kun krav på sin arv efter arveloven (eller testamente) – typisk 1/2 af værdierne hvis der er børn, hvilket svarer til at ægtefællen i det tilfælde ender med at eje 1/2 af ejendommen gennem arv.

Den store forskel er, at længstlevende i et sådant scenario ikke kan overtage det hele uskiftet, og at særejeaktiver ikke automatisk kan kræves udlagt til længstlevende mod kompensation. Med fuldstændigt særeje har længstlevende altså mindre råderum: boet skal skiftes, og afdødes andel af ejendommen går til afdødes arvinger (inklusive ægtefællen selv som arving).

Ved skilsmissesæreje (særeje kun i tilfælde af skilsmisse) forholder det sig derimod sådan, at ved død betragtes aktiverne som delingsformue. Ejendommen ville i så fald blive delt og behandlet som under fælleseje, hvilket giver længstlevende de førnævnte fordele (mulighed for uskiftet bo, boslod osv.). Skilsmissesæreje bruges netop ofte for at sikre ægtefællen mest muligt ved død, samtidig med at man undgår deling ved skilsmisse.

Sammenfattende gælder ved dødsfald, at en ejendom i førstafdødes navn som udgangspunkt kan overtages af længstlevende på almindelige vilkår, hvis den var en del af deres fællesformue. Den efterlevende ægtefælle vil typisk kunne beholde boligen og opnå en stor andel af dens værdi gennem kombinationen af boslod og arv. Kun hvis der er gjort ejendommen til særeje, eller hvis der er betydelige gældsproblemer, vil den formelle registrering af ejerskabet få større betydning for, hvordan værdien fordeles.

Ægtepagter og særejeformer

Ægtefæller har mulighed for ved aftale (ægtepagt) at fravige formuefællesskabets regler. En ægtepagt kan definere, at visse aktiver – f.eks. en bestemt ejendom – skal være særeje og dermed holdes uden for ligedelingen. Relevansen af en sådan aftale er afgørende for, hvad der sker med huset ved skilsmisse eller død. Hvis kun den ene ægtefælle står på skødet, kan man med en ægtepagt bekræfte eller ændre hvordan ejendommen skal indgå i økonomien. Nedenfor gennemgås hovedtyper af særeje:

• Fuldstændigt særeje: Ejendommen indgår ikke i bodeling hverken ved separation/skilsmisse eller ved død. Huset forbliver den formelle ejers eneeje i alle situationer. Ved skilsmisse får den anden ægtefælle ingen andel af friværdien. Ved død behandles ejendommen som afdødes særbo, og længstlevende kan ikke overtage den uden videre – den fordeles udelukkende efter arvereglerne, og uskiftet bo er udelukket for et fuldstændigt særeje. Denne særejeform bruges fx hvis man vil beskytte aktiver fuldt ud mod deling, evt. for at tilgodese børn fra tidligere forhold eller sikre at arv går direkte videre.
• Skilsmissesæreje: Ejendommen holdes uden for deling ved skilsmisse (som særeje i den situation), men ved død behandles den som delingsformue/fælleseje. Det vil sige, at hvis ægtefællen med huset dør først, vil huset alligevel blive delt, så længstlevende får sin halvdel som boslod og desuden kan arve af resten – således næsten samme resultat som hvis der ikke havde været særeje. Samtidig undgår man, at huset skal deles ved en eventuel skilsmisse. Skilsmissesæreje er derfor en form, der begunstiger ægtefællen ved dødsfald, men beskytter hver part ved skilsmisse.
• Kombinationssæreje: En fleksibel aftale, som kombinerer skilsmissesæreje med fuldstændigt særeje i visse situationer. Oftest aftales såkaldt ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, der indebærer at formuen er skilsmissesæreje i hverdagen, men hvis den ene dør først, omdannes dennes formue til delingsformue (så længstlevende får mest muligt), mens længstlevendes egen formue forbliver særeje. Det betyder konkret, at den længstlevende ægtefælle både beholder sin egen formue udelt og samtidig deler afdødes værdier med arvingerne som ved fælleseje – en konstruktion der sikrer længstlevende en større samlet andel end normalt. Omvendt, hvis ægtefællerne bliver skilt, deles der ikke noget, da det hele da er særeje. Der findes forskellige varianter af kombinationssæreje, som kan skræddersys efter parrets ønsker (f.eks. kan man også aftale det omvendte – at formuen kun deles ved skilsmisse, men forbliver særeje ved død – hvis man fx vil beskytte børns arv).
• Andre særejeformer: Ægtepagter kan også aftale brøkdelssæreje (f.eks. at en bestemt procentdel af et aktiv eller formue er særeje og resten fælleseje) eller sumsæreje (at alt over eller under et vist beløb er særeje). Man kan f.eks. aftale, at en ejendom delvist skal indgå i delingen og delvist holdes udenfor. Desuden kan særeje opstå uden ægtepagt, hvis en ægtefælle har modtaget arv eller gave med bestemmelse om særeje. Hvis den ene har købt huset for midler, der stammer fra arv/gave givet som særeje, kan ejendommen derfor helt eller delvis være særeje automatisk. Også erstatning for personskade kan holdes uden for deling efter loven. Det er vigtigt at klarlægge disse forhold, da de påvirker fordelingen ved både skilsmisse og dødsfald.

Ægtepagter og valg af særejeform har altså stor relevans for, om kun den formelle ejer af huset skal beholde værdien alene, eller om den skal deles. Har man ikke nogen ægtepagt, er formuefællesskab standard, og som påpeget vil den anden ægtefælle typisk være godt beskyttet gennem ligedeling og arvereglerne. Ønsker man et andet resultat end ligedeling – for eksempel for at skærme en virksomhed eller sikre bestemte arvingers rettigheder – kan en ægtepagt om særeje være nødvendig.

Samtidig skal man være opmærksom på bivirkningerne: Fuldstændigt særeje kan stille en efterlevende ægtefælle dårligt ved dødsfald, og omvendt kan fravær af særeje betyde, at en stor friværdi skal deles ved skilsmisse. Derfor bør par nøje overveje behovet for ægtepagt, især i situationer som sammensatte familier eller stor gældsrisiko hos den ene.